Om vores olieprodukter
Sønderskov Mølles olieserie indgår nu som en integreret del af varesortimentet i Nobel Food.
Vi producerer selv vores olieprodukter, en væsentlig ingrediens i produkterne er koldpresset rapsolie. Olien presses på Sønderskov Mølle i et co2 neutralt anlæg, vandmøllen leverer al strømmen til produktion mv.
Vi har kontrol over hele produktionen fra frø til færdigt produkt i emballage.
Ved koldpresning kommer temperaturen ikke over 45 grader, det bevirker at det naturlige E- vitaminindhold, lecitinindholdet og omega 3 og 6 fedtsyrerne bevares.
Vi filtrerer heller ikke olien fordi mange af de positive ingredienser bundfælder sig (herunder bla. lecitin og E-vitamin) og dermed ville blive frasorteret. Olierne skal alligevel omrystes før brug pga. det høje indhold af urter.
Olie er en for mange heste uudnyttet energikilde, det tager typisk mellem 10 - 30 dage for hestens krop at vænne sig til at optage og udnytte olien fuldt ud som energikilde.
Olie er en skånsom måde at tilføre ekstra energi til heste på, eftersom det ikke har nogen negativ effekt overfor mikrofloraen i hestens stortarm, ligesom store mængder stivelse har. Man bør dog altid få beregnet en præcis foderplan.
Vegetabilsk olie er et rigtig godt produkt at anvende til opblanding med urter mv. fordi olien bevarer og beskytter urternes indhold af gavnlige stoffer mod ilt og nedbrydning. De urter og aktive naturprodukter der indgår i de forskellige olieprodukter, importerer vi selv og har fuld kontrol og sporbarhed på råvarerne.
Urterne vi anvender, er godkendt til human brug, dvs. de er af ligeså høj kvalitet som dem man har stående i de små glas i køkkenet.
Der er iflg. gældende lovgivning ingen tilbageholdelsestid på nogen af vores olieprodukter, ligesom der heller ikke er nogen af olieprodukterne som indeholder stoffer eller urter som overtræder gældende dopingregler.
Alle produkterne kan anvendes til drægtige hopper.
Omega-6/Omega-3 forhold i olierne.
Olierne indeholder tilstrækkelige mængder omega-3 og omega-6 fedtsyrer til at sikre, at hestenes forsyning er optimal.
Omega-6 fedtsyrerne (f.eks.linolsyre) er væsentlige for hudens, hårlagets og hovenes sundhed.
Omega-3 fedtsyrerne (f.eks. EPA og DHA) har en antiinflammatorisk effekt, samtidig med at en tilstrækkelig forsyning er væsentlig for bl. a. funktionen af hjerte og blodkar, frugtbarhed og udviklingen af fosterets hjerne og nervesystem.
I olierne er forholdet mellem omega-6 og omega-3 fedtsyrer 3 til 1. Med den anbefalede dosering er de internationale anbefalinger for tilførsel af essentielle fedtsyrer fuldt ud opfyldt.
De stærkt stigende foderpriser har gjort den koldpressede olie til et endnu bedre alternativ, fordi det især ved en stor daglig tildeling af kraftfoder ofte vil være en fordel såvel ernæringsmæssigt som økonomisk at erstatte "toppen" af kraftfodermængden med olie. 3 dl. koldpresset olie svarer til 1 foderenhed og erstatter dermed mere end 1 kg af mange gængse muesli blandinger.
(Den daglige tildeling af olie bør ikke overstige 3 deciliter til en hest på 600 kg. Og der bør ikke doseres mere end 1,25 deciliter pr. fodring for at hesten skal kunne nå at optage olien.
Hovedparten af hestens foderration bør udgøres af et godt grovfoder (hø eller Wraphø mv.), jo bedre grovfoderkvaliteten er, jo mindre kraftfoder behøves der. Den koldpressede olie passer fint ind i den sammenhæng som energitilskud. Men det er i samme åndedrag vigtigt at nævne hestens mineral og vitaminbehov, der skal dækkes uanset hvilken fodersammensætning der vælges.
Vore olieprodukter er sammensatte med et højt indhold af naturligt E-vitamin, det stemmer godt overens med det faktum at når der tildeles større mængder olie skal der også tildeles ekstra E vitamin for at hesten kan udnytte olien.
Den koldpressede olie har som tidligere nævnt et naturligt højt indhold af lecitin, der øger hestens optagelighed af olien, men derudover tilsætter vi en yderligere mængde lecitin for at opnå en endnu bedre optagelse af vore olieprodukter og med et mærkbart resultat.
Har du spørgsmål vedr. vores olier eller generel fodring er du altid velkommen til at kontakte os.