Det rigtige foder er en forudsætning for en sund og velfungerende hest

Hesten er udviklet som græsæder over millioner af år. Hesten var oprindelig fritlevende på store græsdækkede sletter, hvor den levede af sletternes mange forskellige græsarter og urter. De fritlevende heste brugte stort set alle døgnets timer på at æde. Millioner af års udvikling har resulteret i en fordøjelseskanal specielt udviklet til at nedbryde og fordøje store mængder græs og urter – foderemner med et højt indhold af plantefibre. Plantefibre benævnes i foderplaner som træstof.

Hestefoder og ernæringsfysiologi

Hestens mave-tarmkanal er udviklet væsentlig anderledes anatomisk end andre dyrs. Hesten har en lille mavesæk, hvor fodret kun opholder sig ganske kort tid, inden det passerer ind i den ca. 20 m lange tyndtarm. I tyndtarmen optages letfordøjelige kulhydrater, proteiner, mineraler og vitaminer til organismen, men ikke foderets plantefibre, som passerer ufordøjet videre til blindtarmen og stortarmen. Blindtarmen og stortarmen bebos af millioner af bakterier og gærsvampe pr. gram tarmindhold, som kan nedbryde plantefibrene til proteiner, aminosyrer, frie fede syrer og kulhydrater. Andre af tarmbakterierne kan syntetisere nye proteiner og vitaminer ud fra plantefibrenes nedbrydningsprodukter, lige såvel som mange af disse produkter optages af hesten og anvendes i hestens energiomsætning. Heste på græs i naturen æder således mange små portioner foder i de fleste af døgnets timer, som en naturlig følge af mave-tarmkanalens karakteristiske anatomi og udvikling over millioner af år.

I modsætning hertil æder den moderne staldopstaldede hest ingen græs, men nogle få måltider med korn og kraftfoder på ganske kort tid. Derudover tilbydes den moderne hest stråfoder som hø, wrap eller halm i varierende mængde og kvalitet. God staldfodring med korn og/eller kraftfoder, samt stråfoder af god kvalitet er absolut muligt, men kræver et indgående kendskab til hestens ernæringsfysiologi og fodermidlernes indhold og værdi.

Foderplan

Hestens daglige behov af foder afhænger naturligvis af, hvilken type hest det er. Eksempelvis er behovet til en hyggehest på marken væsentlig mindre end behovet til en fuldtrænet konkurrencehest på højeste niveau i dressur eller til en væddeløbshest. En god foderplan er en forudsætning for at holde hesten sund og velfungerende, mens en dårlig foderplan kan medføre nedsat præstation og fordøjelsesforstyrrelser hos en i øvrigt sund hest.

Det vigtigste ved udarbejdelse af en foderplan til en hest er at sikre, at hesten tilbydes tilstrækkelige mængder af stråfoder af god kvalitet. Tilbydes hesten stråfoder i utilstrækkelige mængder eller af ikke tilfredsstillende kvalitet, bliver hestens præstationer og trivsel ikke som forventet og medfører ofte fordøjelsesforstyrrelser som eksempelvis vægttab, tynd mave og kolik.

Retningsgivende skal en hest have mindst 1% af legemsvægten som stråfoder dagligt udregnet af stråfoderets tørstofprocent, hvilket svarer til mindst 5½ kg hø dagligt til en 500 kg hest. Herudover tilføres hesten korn og /eller kraftfoder til at dække hestens energi- og proteinbehov til at holde huld og energi til det arbejde, hesten ønskes at udføre. Sluttelig afstemmes foderplanen med mineraler og vitaminer i henhold til gældende norm for den pågældende hest. Stråfoderet fordeles jævnt over de fleste af døgnets timer, mens korn og/eller kraftfoder tildeles over 2 eller 3 daglige fodringer. Vitaminer og mineraler kan givesen gang dagligt.

Som uerfaren hesteejer vil man finde et meget stort og uoverskueligt udvalg af forskellige fodermidler og vitamin- og mineralblandinger på markedet. Et godt råd vil derfor være at søge bistand til at udarbejde en foderplan hos erfarne professionelle foderrådgivere.

Af Peter Fog
Dyrlæge, Ansager Dyrehospital

Om vores olieprodukter

Sønderskov Mølles olieserie indgår nu som en integreret del af varesortimentet i Nobel Food. Vi producerer selv vores olieprodukter – en væsentlig ingrediens heri er koldpresset rapsolie. Vi har kontrol over hele produktionen fra frø til færdigt produkt. Dette betyder, at det naturlige E- vitaminindhold, lecitinindholdet samt omega 3 og 6 fedtsyrerne bevares.

Vi grovfiltrerer olien fordi mange af de positive ingredienser bundfælder sig (herunder bla. lecitin og E-vitamin) og dermed ville blive frasorteret. Olierne skal alligevel omrystes før brug pga. det høje indhold af urter. Olie er en for mange heste uudnyttet energikilde, det tager typisk mellem 10 – 30 dage for hestens krop at vænne sig til at optage og udnytte olien fuldt ud som energikilde. Det er en skånsom måde at tilføre ekstra energi til heste på, eftersom det ikke har nogen negativ effekt overfor mikrofloraen i hestens stortarm, ligesom store mængder stivelse har. Man bør dog altid få beregnet en præcis foderplan.

Vegetabilsk olie er et rigtig godt produkt at anvende til opblanding med urter mv. fordi olien bevarer og beskytter urternes indhold af gavnlige stoffer mod ilt og nedbrydning. Urterne og de og aktive naturprodukter, der indgår i de forskellige olieprodukter, importerer vi selv og vi har fuld kontrol og sporbarhed på råvarerne. Urterne vi anvender, er godkendt til human brug, dvs. de er af ligeså høj kvalitet som dem man har stående i de små glas i køkkenet.

Der er iflg. gældende lovgivning ingen tilbageholdelsestid på nogen af vores olieprodukter, ligesom der heller ikke er nogen af olieprodukterne som indeholder stoffer eller urter som overtræder gældende dopingregler.

Alle produkterne kan anvendes til drægtige hopper.

Omega-6/Omega-3 forhold i olierne

Olierne indeholder tilstrækkelige mængder omega-3 og omega-6 fedtsyrer til at sikre, at hestenes forsyning er optimal.

Omega-6 fedtsyrerne (f.eks.linolsyre) er væsentlige for hudens, hårlagets og hovenes sundhed. Omega-3 fedtsyrerne (f.eks. EPA og DHA) har en antiinflammatorisk effekt, samtidig med at en tilstrækkelig forsyning er væsentlig for bl. a. funktionen af hjerte og blodkar, frugtbarhed og udviklingen af fosterets hjerne og nervesystem.

I olierne er forholdet mellem omega-6 og omega-3 fedtsyrer 3 til 1. Med den anbefalede dosering er de internationale anbefalinger for tilførsel af essentielle fedtsyrer fuldt ud opfyldt. De stærkt stigende foderpriser har gjort den koldpressede olie til et endnu bedre alternativ, fordi det især ved en stor daglig tildeling af kraftfoder ofte vil være en fordel såvel ernæringsmæssigt som økonomisk at erstatte “toppen” af kraftfodermængden med olie. 3 dl. koldpresset olie svarer til 1 foderenhed og erstatter dermed mere end 1 kg af mange gængse muesli blandinger.

Den daglige tildeling af olie bør ikke overstige 3 deciliter til en hest på 600 kg., ligesom der ikke bør doseres mere end 1,25 deciliter pr. fodring for at hesten skal kunne nå at optage olien.

Hovedparten af hestens foderration bør udgøres af et godt grovfoder (hø eller Wraphø mv.). Jo bedre grovfoderkvaliteten er, jo mindre kraftfoder behøves der. Den koldpressede olie passer fint ind i den sammenhæng som energitilskud. Men det er i samme åndedrag vigtigt at nævne hestens mineral- og vitaminbehov, der skal dækkes uanset hvilken fodersammensætning der vælges.

Vore olieprodukter er sammensatte med et højt indhold af naturligt E-vitamin, det stemmer godt overens med det faktum at når der tildeles større mængder olie skal der også tildeles ekstra E-vitamin for at hesten kan udnytte olien. Den koldpressede olie har som tidligere nævnt et naturligt højt indhold af lecitin, der øger hestens optagelighed af olien, men derudover tilsætter vi en yderligere mængde lecitin for at opnå en endnu bedre optagelse af vore olieprodukter og med et mærkbart resultat.

Du kan se vores udvalg af olieprodukter HER.

Har du spørgsmål vedr. vores olier eller hestefoder generelt er du altid velkommen til at kontakte os.