Heste og ernæring

Korrekt fodring er en forudsætning for en sund og velfungerende hest.

Hesten er udviklet som græsæder over millioner af år. Hesten var oprindelig fritlevende på store græsdækkede sletter, hvor den levede af sletternes mange forskellige græsarter og urter. De fritlevende heste brugte stort set alle døgnets timer på at æde.

Millioner af års udvikling har resulteret i en fordøjelseskanal specielt udviklet til at nedbryde og fordøje store mængder græs og urter – foderemner med et højt indhold af plantefibre. Plantefibre benævnes i foderplaner som træstof.

Hestens mave-tarmkanal er udviklet væsentlig anderledes anatomisk end andre dyrs. Hesten har en lille mavesæk, hvor fodret kun opholder sig ganske kort tid, inden det passerer ind i den ca. 20 m lange tyndtarm. I tyndtarmen optages letfordøjelige kulhydrater, proteiner, mineraler og vitaminer til organismen, men ikke foderets plantefibre, som passerer ufordøjet videre til blindtarmen og stortarmen. Blindtarmen og stortarmen bebos af millioner af bakterier og gærsvampe pr. gram tarmindhold, som kan nedbryde plantefibrene til proteiner, aminosyrer, frie fede syrer og kulhydrater. Andre af tarmbakterierne kan syntetisere nye proteiner og vitaminer ud fra plantefibrenes nedbrydningsprodukter, lige såvel som mange af disse produkter optages af hesten og anvendes i hestens energiomsætning. Heste på græs i naturen æder således mange små portioner foder i de fleste af døgnets timer, som en naturlig følge af mave-tarmkanalens karakteristiske anatomi og udvikling over millioner af år.

I modsætning hertil æder den moderne staldopstaldede hest ingen græs, men nogle få måltider med korn og kraftfoder
på ganske kort tid. Derudover tilbydes den moderne hest stråfoder som hø, wrap eller halm i varierende mængde og
kvalitet.

God staldfodring med korn og/eller kraftfoder, samt stråfoder af god kvalitet er absolut muligt, men kræver et indgående kendskab til hestens ernæringsfysiologi og fodermidlernes indhold og værdi.

Hestens daglige behov af foder afhænger naturligvis af, hvilken type hest det er. Eksempelvis er behovet til en hyggehest på marken væsentlig mindre end behovet til en fuldtrænet konkurrencehest på højeste niveau i dressur eller til en væddeløbshest.

En god foderplan er en forudsætning for at holde hesten sund og velfungerende, mens en dårlig foderplan kan medføre nedsat præstation og fordøjelsesforstyrrelser hos en i øvrigt sund hest.

Det vigtigste ved udarbejdelse af en foderplan til en hest er at sikre, at hesten tilbydes tilstrækkelige mængder af stråfoder
af god kvalitet. Tilbydes hesten stråfoder i utilstrækkelige mængder eller af ikke tilfredsstillende kvalitet, bliver hestens
præstationer og trivsel ikke som forventet og medfører ofte fordøjelsesforstyrrelser som eksempelvis vægttab, tynd mave og kolik.

Retningsgivende skal en hest have mindst 1% af legemsvægten som stråfoder dagligt udregnet af stråfoderets tørstofprocent,
hvilket svarer til mindst 5½ kg hø dagligt til en 500 kg hest.

Herudover tilføres hesten korn og /eller kraftfoder til at dække hestens energi- og proteinbehov til at holde huld og energi til det arbejde, hesten ønskes at udføre.

Sluttelig afstemmes foderplanen med mineraler og vitaminer i henhold til gældende norm for den pågældende hest. Stråfoderet fordeles jævnt over de fleste af døgnets timer, mens korn og/eller kraftfoder tildeles over 2 eller 3 daglige fodringer. Vitaminer og mineraler kan givesen gang dagligt.

Som uerfaren hesteejer vil man finde et meget stort og uoverskueligt udvalg af forskellige fodermidler og vitamin- og mineralblandinger på markedet.

Et godt råd vil derfor være at søge bistand til at udarbejde en foderplan hos erfarne professionelle foderrådgivere.

Af Peter Fog
Dyrlæge, Ansager Dyrehospital